Jeg vil gerne her dele nogle af mine overvejelser omkring dåben. Jeg vil meditere lidt over, hvad dåben egentlig betyder. Den er jo en handling, der kalder på fortolkning og eftertanke.
Martin Luther har i et af sine skrifter sagt, at ”dåben gavner dig derved, at Gud ved den forbinder sig med dig og bliver ét med dig i en nådig og trøstelig pagt.” Jeg synes, det er fint sagt, og at Martin Luther også her får antydet, hvordan dåben faktisk afspejler selve den centrale begivenhed, at Gud lod sin søn fødes og leve et liv og også dø en død som et menneske iblandt os andre her på jorden – altså den begivenhed, som vi plejer at sammenfatte med ordet ”inkarnationen” – Jesu Kristi inkarnation på jorden.
For hvor Gud med sin søns inkarnation her på jorden har solidariseret sig med os og med hele sit skaberværk, dér lader vi i dåben på symbolsk vis Gud gøre nøjagtigt det samme i forhold til det enkelte dåbsbarn. Hvor Gud i sin inkarnation som Jesus har udtrykt sin kærlighed til os alle sammen ved at krydse de barrierer, som man ellers skulle forvente ville adskille Gud fra hans skabning, dér solidariserer Gud sig i dåben lige så uforbeholdent med sit individuelle dåbsbarn. Han udtrykker sin uendelige kærlighed, som ingen modstand kan overvinde, og han tager dåbsbarnet under sine vinger i en relation, der aldrig skal ophøre.
Man kan sammenligne det med forældres kærlighed til deres børn. I det lys giver det umiddelbar mening, at vi først og fremmest ser Gud som en faderskikkelse (altså som en forældreskikkelse) og kun i anden række som en hersker, en dommer, etc. Den ”pagt” imellem forældre og børn, som vi fra vores eget erfaringsliv ved er ubrydelig, den bliver for os et fingerpeg i retning af den større og mere omfattende kærlighedspagt, som Gud – både i Jesu Kristi inkarnation på jorden og i forbindelse med dåben – har indgået og til stadighed indgår med mennesker og med hele sit skaberværk.
I dåben forbinder Gud sig med dåbsbarnet i solidaritet og ubetinget kærlighed, og dermed igangsætter han også en udviklingsproces frem imod en befrielse af dåbsbarnet fra de livsnedbrydende kræfters indflydelse. Også på den måde afspejler dåben selve inkarnationen, hvor Gud i skikkelse af Jesus Kristus har vist os sin solidaritet med hele sit skaberværk og sin intention om, at de livsødelæggende kræfter, om end de har deres tid, ikke har nogen plads i et evighedsperspektiv.
Og der er endnu en ting, som er værd at tænke over med hensyn til det forhold, at dåben peger tilbage mod selve Jesu inkarnation på jorden, ligesom et vejskilt peger mod det sted, som man søger efter. Da inkarnationen udgør Guds store frelseshandling i forhold til hele sit skaberværk, så mener jeg, at også dåben, om end den i hvert enkelt tilfælde retter sig imod et bestemt, individuelt dåbsbarn, faktisk samtidig udgør et tegn, der indeholder en endnu større fortrøstning. Som en erindring om inkarnationen udgør den også hver eneste gang et tegn på Guds kærlighed til alle mennesker og til alle skabninger. For at sætte det på spidsen: Hver gang et barn bliver døbt, bliver alle mennesker og al skabningen uden undtagelse bekræftet i at være genstand for Guds kærlighed og vilje til frelse. Ligesom et kys er udtryk for kærlighed – men kærligheden er ikke afhængig af kysset, den eksister også uafhængigt af det – således er dåben også udtryk for Guds kærlighed, og således eksisterer Guds kærlighed til det enkelte menneske også uafhængigt af, om den pågældende er blevet døbt eller ej. Ligesom en buket blomster er tegn på en ægtemands kærlighed til sin hustru – men blomsterne skaber ikke kærligheden, de er blot tegn på den – således udtrykkes Guds kærlighed også igennem dåbens tegn. Men bag dåbens tegn toner Jesu Kristi inkarnation frem, som viser os, at ingen er glemt. Guds kærlighed er altomfattende.
Christian Aalling