I min første artikel skrev jeg om nogle overvejelser, jeg har gjort mig om dåben og dens betydning. I denne artikel vil jeg tage tråden op og tilsvarende skrive om nadveren og dens betydning. Nadveren er, vil jeg mene, en handling, der i endnu højere grad end dåben kræver fortolkning og eftertanke. Vi spiser Jesu Kristi legeme og drikker Jesu Kristi blod. Det er faktisk nogle temmelig provokerende udsagn. Hvad betyder det, hvordan skal vi forstå det?
I religionernes historie er der adskillige eksempler på, at kultdeltagere på symbolsk vis i fællesskab fortærer den guddom, som de dyrker og tror på. Sådanne kulthandlinger kaldes med en religionsvidenskabelig fagterm for ”konvivieofringer”. Ved i fællesskab at indtage gudens legeme får de ofrende del i den guddommelige kraft og opbygger deres sjæle derved; og ikke alene deres egne, individuelle sjæle, men også deres sjælelige fællesskab. Det svarer i virkeligheden ganske nøje til vores egne forestillinger om, at vi ved at indtage sund kost opbygger og styrker vores legemer, og at vi derved ikke bare styrker os selv, men også er med til at skabe et sundt samfund.
For at forstå nadveren er det nyttigt at have blik for dens slægtskab med traditionelle konvivieofringer. Nadveren lægger sig i slipstrømmen på denne type kulthandlinger. Men der er også en forskel. Når vi går til alters og på symbolsk vis indtager Jesu Kristi legeme og Jesu Kristi blod, så får vi nemlig ikke del i guddommelig kraft – men vi får bekræftet og understreget, at Gud har solidariseret sig med os. Gud har solidariseret sig med os ved selv at træde ind i sit skaberværk som Jesus Kristus. Han har sagt ja til at stå last og brast med os som en skabning blandt andre skabninger, helt ud i den yderste konsekvens af frygtelig lidelse og rædselsfuld død. Og på vores og hele sit skaberværks vegne har han ved sin opstandelse besejret al frygtelig lidelse og al rædselsfuld død, således at vi allerede nu i håbet befinder os i det evige liv. Foreløbig kun i håbet og i troen; endnu ikke med vished og fuldt ud realiseret. Men i håbet og i troen. Og egentlig også i den indbyrdes kærlighed. Troen, håbet og kærligheden er de vinduer, hvorigennem det evige livs lys skinner ned på os, mens vi lever vores liv her i tiden.
Nadveren er således vores gentagne påmindelse om, hvad Gud har gjort for os i og med Jesu Kristi inkarnation som menneske iblandt os på jorden. Som vi ved fra vores daglige liv med hinanden, så er det nødvendigt med den slags gentagne påmindelser. Det gælder for eksempel forholdet mellem ægtefæller. At man én gang erklærer den anden sin kærlighed og får en tilsvarende erklæring til gengæld, er ikke helt tilstrækkeligt for at langt liv sammen. Det fortsatte samliv har brug for fortsatte tegn på, at kærligheden stadig er der, og at den er usvækket. Tilsvarende kan vores følelse af at være Guds elskede skabninger tørre ud, hvis vi ikke med regelmæssige mellemrum får en håndgribelig, fysisk oplevelse af Guds nærvær og kærlighed. En sådan håndgribelig, fysisk oplevelse er det at mærke Jesu Kristi legeme og Jesu Kristi blod på tungen og i ganen i nadverens symbolske skikkelse af brød og vin.
Men ligesom med dåben gælder det også for nadveren, at det ikke er den, der skaber Guds kærlighed og solidaritet. Det er værd at understrege. Nadveren bygger blot på Guds kærlighed og solidaritet, som er der på forhånd. Ligesom dåben er nadveren et tegn på Guds permanente sindelag i forhold til os. Og Guds sindelag er det afgørende.
Christian Aalling