Det må indrømmes, at der op igennem tiden i kirken har været en tradition for at betragte kristendommen som den eneste relevante blandt verdens ellers mange religioner. Der har været en tradition for at hævde, at den kristne tro alene indeholdt nøglen til sandheden om livet, og at en interesse og en åbenhed for andre religioners forestillinger og indsigter i bedste fald var overflødig og måske ovenikøbet viste, at man var betænkeligt svag i sin kristne tro.
Jeg mener selv, at man kan spore en hel del angst i dette traditionelle syn på kristendommen som en eksklusiv sandhed; en angst for at blive udfordret af nye horisonter, der måske kan vække ens åndelige eventyrlyst til live på foruroligende vis, hvis man løfter blikket fra det velkendte terræn; en angst for at møde livsindsigter, der afviger fra dem, som man har vænnet sig til at bygge sin identitet på. Man kommer let til at opfatte nye og anderledes indsigter som trusler snarere end som facetter af åndeligt liv, der supplerer, hvad man kender til i forvejen. Det kender jeg selv alt for godt.
Der er en stor rigdom i verdens religioner, og der er også en stor fattigdom. Der er spirituelle højder, som jeg føler, at jeg aldrig vil kunne bestige, men som alligevel virker så lovende og så dragende, at jeg ikke kan lade være med at tage de mentale pigsko på og forsøge at nå et stykke deropad. Men der er også dybder af primitivitet, som, hvis man stirrer for længe ned i dem, kan friste et fornuftigt menneske til at afvise al religiøsitet som gift for den sjælelige sundhed. Jeg kender nogle, som gør netop det.
Kunsten, når man begiver sig ind i religionernes verden og gerne vil lade sig berige, er at løsrive blikket fra dybderne og koncentrere sig om højderne. Hvis man gør det, opdager man spændende ting.
Der er for eksempel en interessant grundlæggende forskel mellem de indiske religioner, hinduismen og buddhismen, på den ene side og så religionerne af mellemøstlig oprindelse, jødedommen, kristendommen og islam, på den anden. Helt overordnet, så lægger hinduismen og buddhismen meget stor vægt på, at det gælder om at bruge sit liv til at tilegne sig viden og indsigt; ikke på et rent teoretisk plan, som når man går i skole og sætter sig ind i et lærebogsstof, men på et mere inderligt og eksistentielt plan, som svarer til den viden, man efterhånden tilegner sig om et andet menneske, når man lærer den pågældende bedre og bedre at kende. Menneskehedens store problem er netop, ifølge hinduistisk og buddhistisk tankegang, vores generelle mangel på en sådan dybtgående og eksistentiel indsigt i livets sande væsen.
Inden for jødedom, kristendom og islam derimod ser man i langt højere grad menneskehedens grundlæggende problem som en moralsk-etisk svaghed, der er alle mennesker iboende. Jødedommen, kristendommen og islam fokuserer derfor naturligt nok på at forædle menneskers moralske standard eller – især for kristendommens vedkommende – på at lette menneskers samvittighedsbyrde og løsne vores moralske hårdknuder ved at forkynde syndernes forladelse.
Det giver stof til eftertanke, synes jeg. Hvad er egentlig vores største problem her i verden, er det vores mangel på indsigt eller vores mangel på godhed? Ligger vores største problem i vores hoveder eller i vores hjerter? Er det sådan, at man bliver klog af at være god, eller er det snarere sådan, at man bliver god af at være klog? Inden for litteratur og filosofi har man også kredset om disse spørgsmål.
Dette er bare et enkelt eksempel på, hvordan de store verdensreligioner, netop fordi de er forskellige og ikke hver for sig har blik for alt, kan sætte hinandens styrker i relief og samtidig belyse hinandens blinde vinkler. De er lidt som forskellige musikinstrumenter, der spiller med i livets koncert og fremhæver hinandens lyde. Efter min mening lærer man derfor sit eget religiøse ståsted bedre at kende, hvis man tør sætte sig ind i andres – med risiko for, at man måske får vakt en lyst til at flytte sig et andet sted hen end dér, hvor man hidtil har stået.
Christian Aalling